|
Ildbjergene Tirsdag formiddag sætter vi kursen mod Nationalparken Timanfaya, hvor ”Ildbjergene” er beliggende. Her følger vi den 14 km lange ”Ruta de los Volcanes” rundt i et fascinerende månelandskab af vulkaner og kratere, skabt af vulkanudbruddene, der fandt sted fra 1730-1736. Ved udsigtspunktet ”Montaña Rajada” gøres et stop, hvorfra man kan nyde vulkanernes farverige sceneri til den ene side og det uendelige Atlanterhav til den anden side. Vi fortsætter ned til den smukke kystlinje ”El Hervidero” og videre til den grønne lagune ”El Golfo”, som er et krater beliggende ved havet. Sandstranden, som adskiller havet fra lagonen, er sort, og der er mulighed for at finde eksemplarer af den grønne olivina sten. Til sidst slutter vi af ved øens smukke vindistrikt ”La Geria”. Her dyrkes vinen i de karakteristiske picón marker. Vi gør et stop ved en vinbodega, hvor der er mulighed for at smage og købe den dejlige vin.
Prisen på turen oplyses i Sportsbookingen på Club La Santa. Indgang til Nationalparken er inkluderet i prisen. |