Denne side bruger cookies til trafikmåling og optimering af indhold.

Historie

Grundlaget for Club La Santa blev lagt tilbage i 1968, da den spanske sparekasse La Caja opførte en ferieby på den nordøstlige side af Lanzarote tæt på landsbyen La Santa. Et lejlighedskompleks på i alt 400 enheder skulle udlejes som turistlejligheder, men på grund af oliekrisen døde projektet inden færdiggørelsen.


I takt med den manglende vedligeholdelse lå det forfaldende feriested øde hen i ti år.


Ejer af Tjæreborg Rejser, Ejlif Krogager, også kendt som Tjæreborg-præsten, blev opmærksom på den hensygnede ferieby, og som så ofte før så han straks muligheder. I 1978 manglede Tjæreborg Rejser kapacitet, og Krogager så en oplagt chance for at skaffe ekstra hotelsenge, så han slog til og købte bygningerne på Lanzarote af La Caja. 

 

Men den visionære Krogager så med tiden endnu flere muligheder på Lanzarote - noget som verden ikke havde set før. I en tid hvor den danske rejsebranche primært arrangerede ferier til en liggestol på en strand og en grisefest, ville han lave et center, hvor sportsinteresserede og aktive mennesker kunne kombinere ferie med motion og sport.

Efter hurtige forhandlinger med La Caja blev feriebyen i 1978 overtaget af Tjæreborg Rejser, og i juni 1983 var ”La Santa Sport”, som var centrets første navn, klar til indvielse.


De første år

De første år var svære. Danskerne var ikke helt klar til at udskifte daseferien med aktive ferie, de ikke før havde kendt til. Underskuddene var betydelige og tyngende for Tjæreborg-koncernens samlede resultat, men Ejlif Krogager nægtede at smide håndklædet i ringen og kommenterede økonomien således: ”Club La Santa er en guldgrube. Det er kun et spørgsmål om, hvornår vi får gravet guldet op!”


Da Ejlif Krogager i 1989 solgte Tjæreborg Rejser til Spies Rejser, fulgte Club La Santa ikke med, og således forblev ejerskabet af Club La Santa i Krogager Familiens hænder.

En ny ledelse, med Leif Rasmussen som administrerende direktør, blev indsat i starten af 90’erne, og efter et par år med rationalisering og omstrukturering kom der hurtigt bedre balance i økonomien. 1995 blev vendepunktet med det første overskud.

Ejlif Krogager døde i 1992 og nåede aldrig at se Club La Santas guld blive gravet op.

Kunderne

Siden 1995 har Club La Santa haft overskud hvert år, og gæsterne kommer nu fra hele verden. 50 % af gæsterne er danske, 30 % er britiske og cirka 10 % er tyske.

Administrerende Direktør Frederik Sohns udtaler:


”Club La Santas gæster er en skøn blanding af meget forskellige mennesker. Der er gæster i alle aldre, fra de unge på idrætsskole til seniorerne og med vidt forskellige formål. Der er elitesportsfolk, seriøse motionister og helt almindelige børnefamilier og singler. Og bliv ikke overrasket, hvis du støder på en verdensmester eller kendis i restauranten eller baren. De indgår i billedet på helt naturlig vis”.

”Der er en helt unik ånd og stemning omkring Club La Santa. Det er ikke kun de mange faciliteter og aktiviteter, der tiltrækker. Gæsterne interagerer og socialiserer naturligt med hinanden. Man inspireres af hinanden, får nye venner, og alle bliver uundgåeligt løftet af den livsglæde og nerve som stråler ud af både gæster og personale. Når du først har oplevet, hvad et ophold hos os betyder for dit velbefindende, din selvtillid og ja… Din tilfredshed med livet som helhed, så kommer du igen. Og børnene synes bare, alt er fedt!”

”Vores gæster er meget loyale og har i gennemsnit været her hele 7 gange. Det ser du ikke på mange rejsemål i verden, og det vidner om, at vi gør noget rigtigt.”


Ejerforhold

Club La Santa ejes af aktieselskabet A/S af 3. Juni 1986, der igen ejes 100% af KrogagerFonden, tidligere kaldt Fonden af 29. December 1967.