
Lanzarote på cykel
Lån kvalitetscykler direkte fra cykelcenteret
I den syd-vestlige del af Lanzarote kan du i nationalparken Timanfaya opleve et fascinerende vulkanlandskab. Det tørre klima og manglende erosion har gjort, at landskabet stort set har stået uændret siden de seneste vulkanudbrud i 1730 og 1824. En tur igennem disse ikoniske lavadækkede landskaber er et must på enhver rejse til Lanzarote.
I smuk kontrast til Lanzarotes vulkanske landskaber, finder du også et væld af skønne sandstrande. Nyd en dag i solen på en af de hvide strande på øens østkyst og lad dig fascinere af Lanzarotes fantastiske kyst og maritime liv. Find din egen yndlingsstrand. Måske er det ved det krystalklare vand i Papagayo eller i de rolige bugter på øen La Graciosa.
På din rejse til Lanzarote bør du ikke gå glip af det fascinerende udsigtspunkt Mirador Del Rio. Her kan du fra toppen nyde en fantastisk panoramaudsigt over La Graciosa og øgruppen Chinijo. Se om du kan spotte de små øer Montana Clara og Alegranza gennem teleskoperne. Hvis du er modig nok, kan du også fra rækværket kigge direkte ned i 400 meters fald.
Hvert år er Club La Santa vært for den hårdeste IRONMAN i verden. Vinden og de høje stigninger gør den 180 km lange cykeltur til en udfordrende rundtur til Lanzarotes skjulte perler. På din ferie behøver du ikke at gå til det ekstreme. Lanzarote byder nemlig på mange ruter i forskellige niveauer – både til mountain bike og landevejscykling.
Vidste du, at Lanzarote er hjemsted for prisvindende vin? Ved første øjekast ser det vulkanske landskab nok ikke ud som et sted, hvor noget kan vokse. Men den vulkanske aske, der dækker jorden, holder på fugten og giver vinstokkene de perfekte betingelser til at vokse. Kør forbi nogle af de særprægede vingårde under din ferie og smag på den lokale vin.
Hver søndag fra 09:00 til 14:00 kan du opleve det livlige marked i Teguise. Hele landsbyen bliver omdannet til en stor markedsplads fyldt med boder, hvor de lokale sælger alt fra håndværk og kunst til håndtasker. Efter at have set dig mæt i kanarisk kultur på torvet, kan du begynde siestaen på en af byens hyggelige caféer.
Blot 30 minutters bådtur fra Lanzarote finder du den lille ø-perle La Graciosa med gyldne sandstrande, en lille fiskerlandsby og perfekte vandre- og cykelstier. Der er kun ganske få biler på øen, og du vil opleve en helt særlig ro. Kom helt ned i gear, mens du indtager den skønne natur omkring dig. La Graciosa er med sine smukke strande og rolige tempo et perfekt fristed på din rejse til Lanzarote.
Kunstneren Cesar Manrique har sat et smukt præg på sin hjemø. Hans mål var at integrere arkitektur med Lanzarotes ikoniske natur. Når du kører nordpå fra lufthavnen i Arrecife, kan du se Al Campesino, Manriques berømte statue, der er en hyldest til det hårdtarbejdende folk i markerne.
Besøg også Jameos Del Agua, hvor Manrique har forvandlet resterne af et gammelt lavarør til en smuk oase med en palmehave, en underjordisk koncertsal, museum og restaurant.
Under Lanzarotes solrige overflade finder du de mytologiske grønne grotter ”Cueva de los Verdes”. I oldtiden fungerede lavagrotterne som det perfekte tilflugtssted for lokalbefolkningen, når øen blev invaderet eller angrebet af pirater. Hulernes smukke farve er en af grundene til, at stedet blev kåret til “Travellers’ choice 2021” af Trustpilot.
Ønsker du at surfe, er Famara-stranden i den nordvestlige del af Lanzarote det rette sted at begive dig hen. Bølgerne ved den 5 km lange strand er perfekte til begyndere og letøvede surfere. Med en beliggenhed i naturreservatet Chinijo, kan du her nyde udsigten til spektakulære bjerge og over til den smukke ø La Graciosa. I landsbyen Famara finder du flere hyggelige caféer, hvor du kan runde en god dag i bølgerne af.